Initiativrig studentermedhjælper til HR & Intern kommunikation
Som studentermedhjælper i HR & Intern kommunikation vil du få indblik i mange facetter af HR-arbejdet og blive en vigtig støtte for afdelingen i både daglige driftsopgaver og udviklingsinitiativer.
Er du studerende og på udkig efter et studiejob, hvor du får ansvar, indflydelse og mulighed for at omsætte teori til praksis? Trives du med at tage initiativ, hjælpe andre og bidrage til, at tingene lykkes i fællesskab? Så er du måske vores nye studentermedhjælper i HR & Intern kommunikation.
Hos Danske Spil bliver du en del af en organisation, hvor studerende spiller en vigtig rolle. Du bliver en integreret del af hverdagen i afdelingen og får dine egne ansvarsområder fra start. Vi har omkring 60 studentermedhjælpere i huset, og du bliver en del af vores interne netværk, Studenterklubben, hvor du kan møde andre studerende til både faglige og sociale arrangementer.
Velkommen til HR og Intern kommunikation i Danske Spil
Du bliver en del af en afdeling med 7 fuldtidsansatte og en studentermedhjælper – og forhåbentlig snart dig. Vi supporterer ledere og medarbejdere på tværs af Danske Spil med alt fra personaleadministration og HR-drift til HR-udvikling og intern kommunikation.
I teamet arbejder vi med høj energi, nysgerrighed og mod til at prøve nye ting. Samarbejde på tværs og en stærk holdånd er en vigtig del af vores hverdag. Vi er en ambitiøs afdeling med kort vej fra idé til handling og et skarpt fokus på, hvordan vi bedst understøtter forretningen og menneskerne i den.
Dig – du trives med ansvar og samarbejde
Du er nysgerrig, imødekommende og klar til at tage ansvar. Du har lyst til at bidrage aktivt, stille spørgsmål og byde ind med idéer – også når opgaverne er nye eller komplekse.
Vi forestiller os, at du:
Studerer på en relevant uddannelse inden for fx erhvervsøkonomi, HR, organisationsudvikling eller strategi – og er på slutningen af din bachelor eller starten af kandidaten.
Arbejder struktureret og analytisk og er god til at holde overblik og overholde deadlines
Har stærke kommunikative evner og sans for formidling – også visuelt i fx præsentationer og materiale
Dine opgaver – få indblik i mange facetter af HR
Som studentermedhjælper i HR & Intern kommunikation vil du arbejde med opgaver, der kræver både selvstændighed og samarbejde. Vi er en afdeling, hvor vi hjælper hinanden på tværs, og hvor man som studentermedhjælper også bliver en del af den fælles opgaveløsning. Vi forventer, at du tager ejerskab og er med til at drive dine opgaver frem – og til gengæld får du masser af sparring, læring og faglig udvikling i et engageret team.
Du får indblik i mange facetter af HR-arbejdet og bliver en vigtig støtte for afdelingen i både daglige driftsopgaver og udviklingsinitiativer.
Dine opgaver vil blandt andet være at:
Supportere HR Business Partnere med materiale og daglige opgaver – fx udarbejde præsentationer, undersøge muligheder og udarbejde beslutningsoplæg
Bidrage til udviklingsopgaver og ad-hoc projekter – fx videreudvikling af vores Lederhåndbog eller oprettelse af GBT’er, der understøtter ledere og medarbejdere
Bidrage til generelle personaleadministrative opgaver og løbende praktisk understøttelse af HR-arbejdet i afdelingen.
Forberede og deltage i workshops, herunder praktiske opgaver i form af at udarbejde præsentationer, printe materialer og lignende
Drive vores studenternetværk Studenterklubben
Hjælpe med planlægning og afvikling af arrangementer
Timelønnen er 174 kr. for bachelorstuderende og 179 kr. for kandidatstuderende på hverdage. Den forventede arbejdstid er 15–20 timer om ugen. Din arbejdstid aftales med din nærmeste leder, og vi ved, at studiet har førsteprioritet – derfor tager vi selvfølgelig hensyn i eksamensperioder.
Vil du være med til at underholde danskerne?
Vi læser ansøgninger løbende, men ansøgningsfristen er den 5. april.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Sarah Kirstine Flensted, Talent Management Partner, på SKAN@danskespil.dk.
- Fagområder
- HR og Kommunikation
- Lokationer
- Brøndby
- Ansættelsesform
- Deltid
- Afdeling
- HR og Intern Kommunikation
- Ansøgningsfrist:
- 5. april 2026
Brøndby
Om Danske Spil
Til glæde og til gavn
Du kender sikkert vores navn og nogle af vores spil. Men ved du også, hvordan Danske Spil er til glæde og til gavn for hele Danmark?
Vi er markedsleder inden for lotteri, sportsspil og casino i Danmark – og det er staten og de store idrætsforeninger, DGI og DIF, der ejer Danske Spil. Med andre ord ejer vi alle sammen Danske Spil.
Og med det ejerskab følger et særligt ansvar. Et ansvar for at finansiere det idræts-, kultur- og foreningsliv, vi er rundet af. Og et ansvar for at modarbejde spilafhængighed og sørge for, at det hele går ordentligt til.
Vores historie begyndte i 1948, da 20.000 idrætsfolk demonstrerede på Rådhuspladsen for en ny lov, som gav sporten del i overskuddet fra væddemål. Året efter blev Danske Spil grundlagt – og siden har vi hvert år sendt hele vores overskud tilbage til fællesskabet. I 2024 betød det hele 1,8 milliarder til idræt, kultur og foreningsliv i Danmark - og 3,28 milliarder i samlet samfundsbidrag.
Hvert år spiller mere end 1,9 millioner danskere hos os – online eller hos en af vores 3.700 forhandlere. Og vi er knap 500 medarbejdere, der hver dag arbejder med at balancere konkurrencedygtighed og ansvarlighed. For vi er hele Danmarks spilleselskab – til glæde og til gavn